tirsdag den 29. januar 2013

Oii - svensk shop med stort udvalg



Det er ikke så tit, jeg laver indlæg om bestemte butikker eller webshops - og det er bestemt ikke noget, jeg bliver betalt for at gøre. Men en gang i mellem kan det jo være rart at få et tip om en butik, man måske ikke selv er faldet over - og jeg ved ikke, hvor mange af jer, der kender svenske Oii? Læsere af svenske blogs vil garanteret være støt på den, men nu har de også fået en dansk hjemmeside, og reklamerer endda med, at de sender fragtfrit i DK. Jeg har ikke selv handlet hos dem, så jeg vil hverken anbefale dem eller det modsatte. Grunden til at jeg nævner dem er, at de har et kæmpe udvalg - også af mærker, som er rigtig svære at finde i danske butikker. Fx. har de et virkelig stort udvalg af The Brand, som ellers ikke for alvor er slået igennem i Danmark endnu. Derudover finder du andre svenske mærker som Shampoodle, Geggamoja, Monamici, Rockefella, How to kiss a frog, Anive for the Minors, Modeerska Huset og Livly, hvoraf flere er nærmest umulige at opstøve herhjemme. Hvis man så lige vil have lidt Molo eller Wheat med, så har de såmænd også det. Det rigtig sure - set med mine øjne - er, at langt de fleste styles kun fås op til str. 8 år, så det er ved at være sidste udkald, hvis jeg skal nå at have noget derfra til mine unger. Men hvis I har mindre børn, så tag et kig derind. Og vend gerne tilbage og sig, hvad I synes.

torsdag den 24. januar 2013

Forårsfristelser fra Finger in the Nose

Er I stadig ved at ribbe de sidste udsalgsrester - eller venter I allerede på varmere vinde? Personligt er jeg stadig på udgik efter de uldne sweatre og de gode tykke sokker. Men jeg kan da godt drømme lidt om forår - og om det skønne lette tøj, vi skal have på. Jeg har valgt et par billeder ud fra franske Finger in the Nose's SS13 kollektion. Det var dem, der lavede nogle af de flotteste foto-print af vilde dyr sidste sommer. I år står den, som I kan se, blandt andet på etnisk mønster Indian style og afslappet chino-stil til både drenge og piger. Jeg er ikke lige vild med alle farvekombinationerne, men kan godt lide at der er lidt knald på.
Finger in the Nose forhandles ikke så mange steder i DK, men www.ankerliving.dk og www.prinsesserogpirater.dk har lidt, og Illum i København fører det også. De nye forårsting er dog ikke landet endnu.


torsdag den 17. januar 2013

What else is new?

Ja, hvad er der egentlig sket på de par måneder, hvor jeg ikke har været så flittig til at producere blogindlæg. Jeg har i hvert fald ikke været lige så sløv til at shoppe. Og lige så stille er der sket et stilskift i den kræsne frøkens garderobe i takt med, at jeg også har ladet hende vælge mere selv. Måske også påvirket af  stilen hos de større piger i skolen. Næsten væk er i hvert fald de evindelige tylnederdele. Og bukser er genindført efter 5 års fravær! Dog indtil videre kun i bløde versioner. Og de skal hedde noget mere end bukser - altså sweatbukser, glimmerbukser eller haremsbukser. "For hvis de bare hedder bukser, så vil jeg jo ikke have dem på, vel?". Nåh, nej :-)

Her er lidt bukseinspiration - og det meste er udsalgskøb.



Skønne sweatpants med fjer fra Little Remix. Er fra vinterkollektionen og på udsalg nu.


De såkaldte glimmerbukser - fra Name It. Findes også i sort version.



Ok ikke en buks men et par leggings. Men jeg synes Molos Crazy Leopard print er så fedt og er så glad for, at de er faldet i frøknens smag. Illum har 50% på alt Molo for tiden, blandt andet disse.
Shorts købt på udsalg - også fra Name It.

Og måske ender jeg endda med at få hende i disse, selvom hun ikke er helt overbevist endnu. Købt hos Pompdelux med 70% nedsættelse. Slutspurten kører stadig, så det er værd at kigge forbi.

mandag den 14. januar 2013

Københavner-tip

En gang i mellem falder man over et tilbud, som man synes er så godt, at det bare må deles. Derfor dette lille indlæg, som kun er relevant for folk fra Københavns-området med drengebørn i tween-størrelser. Jeg var en tur i Fields igår og faldt over et par blå Costbart chinos model Philip til kun 100 kr. Det er bukser, der har stået til 600 kr., og som de fleste steder er på udsalg til 419 kr. Så det er et scoop! Der var flere størrelser fra 8 år og op, og de kunne også fås i rød og grøn. Butikken hedder Youth og ligger på plan 1. Og hvis ikke I ribber stativet, tror jeg faktisk, jeg skal ud og have et par stykker mere, når jeg skal i Fields igen i weekenden :-)


torsdag den 10. januar 2013

Festtøj



Tidspunktet for at vise festtøj frem er måske ikke så velvalgt, eftersom vi jo netop har lagt nytåret bag os. Men jeg havde jo for længe siden truet med at vise et par billeder frem af ungernes outfit til min brors bryllup, så her kommer     et par stykker af hhv. han- og hunkøn. Og fester kan man jo heldigvis løbe ind i året rundt, så inspiration kan man vel altid bruge.
Jeg endte med at gå i Monsoon og køb en rigtig fin, rød tylsag til den kræsne frøken, som sidder perfekt. Den kostede i omegnen af 500 kr. - hvilket selvfølgelig er en slat, men ikke urimeligt i forhold til, hvad man får. Monsoon har et ret stort udvalg i den genre, så jeg kan godt anbefale, at man kigger dér forbi, hvis man skal have noget rigtig fint. Dresscoden var farverigt, og det ville vi gerne gøre lidt ud af. Ellers havde jeg måske nok valgt en af de fine, men matte og sarte modeller fra Pale Cloud. Hvis det gerne må være lidt overdådigt, kan man også tage et kig på www.prinsesseskabet.dk, hvor de også har rigtig fine ting til virkelig fair priser.
Til den cool bandit blev stilen lidt mere funky, og  han valgte selv at have hat og jakke på. Hatten fandt vi i H&M og jakke og sko i Zara. Men allerbedst var det at få luftet de gule solskinsbukser fra Stella McCartney igen. Og de blev endda foreviget på et par af bryllupsbillederne, der blev taget i Botanisk Have. Her havde han sneget sig med i baggrunden - og havde det ikke været for de gule bukser, var der nok ikke en sjæl der havde opdaget den lille snøvs stå dér:-) Men med gule bukser går man altså ikke i et med tapetet - så er det sagt!:-)


onsdag den 9. januar 2013

Bloggen ændrer navn og går på Fjæs!


Bloggen har ligget stille et stykke tid. Jeg har haft brug for en tænkepause, for at finde ud af, om jeg stadig havde lyst til at blogge, og om jeg i givet fald ville ændre noget.
Det sidste er jeg ikke blevet helt færdig med at tænke over. Men nu er jeg i hvert fald tilbage!
Og en vigtig ting, som jeg har ændret, er bloggens navn. Da jeg i sin tid oprettede bloggen, var det ikke særligt velovervejet, men en temmelig pludselig  indskydelse, og jeg har fra starten følt, at navnet ikke var det bedste valg.
Det lever dog videre i hjemmesidens adressefelt - og jeg kommer også stadig til primært at skrive om mit hjertebarn, børnemoden. Men derudover må vi se, hvad vej det bærer:-)
Samtidig har Søndags Børn også fået sin egen Facebook-side, så det bliver lettere at følge med. Forhåbentlig vil I like og dele og måske også sende mig en kommentar eller to!
Vi ses
Kram
fra Vibeke