lørdag den 16. februar 2013

Javel, Fru Statsminister!

Vi er blandt de sikkert få i landet, der har en fastelavnsfest til gode. Den holder skolen nemlig først i morgen, når alle ungerne er tilbage fra vinterferien. Og "til gode" er nok i virkeligheden forkert udtrykt, for den ældste af de aktive fastelavns-deltagere ville i virkeligheden allerhelst undvære den årlige begivenhed. Faktisk så han sig så gal på projektet sidste år, at han proklamerede, at han ville gå efter statsministerposten og derefter helt afskaffe denne ellers meget børnevenlige tradition. Hvad kunne derfor være mere oplagt som årets udklædning, end et statsministeroutfit. Derfor den røde jakke! Fundet for en 50'erne i H&M og en af grundsubstanserne i det Helle Thorning kostume, der er under planlægning til i morgen. Dertil er indkøbt nylonstrømper, miniskørt og lang lys paryk. Nu mangler vi kun at producere en valgplakat - der lover afskaffelse af fastelavn.
Tror ikke der er så mange stemmer i det. Men vi får se, Fru Statsminister!



Ingen kommentarer:

Send en kommentar