mandag den 28. februar 2011

Lagersalg hos IdaT

IdaT holder lagersalg fra i går og frem til på fredag. I disse lagersalgs-fattige tider er det fristende at drøne en tur til Skovlunde og stå på hovedet i kasserne. Hvis ikke det da var fordi tøjet kun laves op til str. 8 år, og jeg derfor ikke helt ved, hvad jeg skulle gå efter. Deres undertøj er superlækkert og falder faktisk i begge ungers smag - selv den kræsne lillesøsters - men ok, der er måske lidt langt til Skovlunde for måske at finde et par sæt undertøj. Så højst sandsynligt holder jeg mig i skindet - men oplysningen er hermed givet videre!

tirsdag den 22. februar 2011

Hummel bølgen

Indrømmer at jeg også er røget med på Hummel-bølgen. Der er en vis snob-effekt forbundet med de letgenkendelige og mere eller mindre diskret anbragte pile. Min søn elsker tøjet, fordi det signalerer sport - og det er vel også det, der er tanken. Jeg har lige købt et par baggy jeans med stort tryk på bagdelen - brugte og meget billige. Men disse fra den nye 2011 kollektion er også nogle vi må eje på et tidspunkt. Fedt med opsmøg, nem elakstiklinning  - og ja så selvfølgelig de karakteristiske pile:-)

søndag den 20. februar 2011

Endelig i kjole

En af de sjælne dage, hvor min datter tog en kjole på. Måske af nød eftersom ferietasken var ved at være tom. Ellers står den på et begrænset udvalg af tylnederdele og bluser. Men igår sprang hun i denne, og det er endnu engang med Molos skønne detaljer: stribet elastikbånd i livet og i halsen, blå heste og ikke mindst medalje:-)

fredag den 18. februar 2011

Hurra for detaljen!

Jeg er pjattet med den detalje, at lynlåsen er i to forskellige farver. Jeg har ikke set det før og synes det ser drøngodt ud! Det giver bare klasse til en ellers alminde-lig klassisk dynefrakke. Kæmpe ug til Molo for denne idé!

tirsdag den 15. februar 2011

Ny erobring fra Vingino!

Har brudt et af mine principper og købt denne fede hættetrøje fra Vingino på nettet. Normalt køber jeg kun de dyre mærker, hvis jeg kan få dem billigt på Trendsales. Og så er tøjet for det meste brugt. Men 50% udsalg er også fint! Samtidig har butikken gratis fragt uanset hvor meget man køber for - så indtil videre får http://www.hotstoff.dk/ mine anbefalinger mens jeg spændt afventer levering.

Danske mærker ud i verden

Ganske vist et skriv der har nogle måneder på bagen, men det beskriver alligevel en udvikling som stadig er aktuel.

EksportFokus 0510

mandag den 14. februar 2011

Lækre bukser der holder

I dag var det den grå udgave af disse skønne bukser fra svenske Nova Star som kom op af tasken. De er super seje, nemme at tage på og størrelsen kan passes længe. Tøjet fra Nova Star laves helt op til str 152 - synes dog ofte de danske webshops kun fører det op til 7-8 års alderen. Det er synd for streetstilen bliver sejere med alderen!

søndag den 13. februar 2011

Dagens outfit

Den blå trøje med Harlekin-mønster er det seneste køb fra Name It. Jeg kan godt lide det klassiske kostskolelook - og så lige med lidt frækt lyserødt. Jeg synes, at Name It bliver bedre og bedre - især deres mange forskellige jeans er helt på højde. Her er det dog de fedeste uldne bukser fra Mio my Mio han har på. De er bløde og varme og passer godt til ren afslapning i vinterferien.

Cool kvinder under 35 blogger om mode....

Trætte mødre blogger om børnenes tøj! Fordi: der er så mange fede mærker i Danmark og fordi man kan nyde synet uden at se sig i spejlet.