fredag den 30. september 2011

Dagens outfit




På vores skole, som er en lilleskole, har de det princip, at det er forældrene, der skal arrangere noget for ungerne, når lærerne holder deres faglige dage et par gange om året. Jeg havde meldt mig for første gang og har derfor været med en hel sæk 1-klasses lopper på tur i dag til Dansk Arkitektur Center. Vejret har jo været helt surrealistisk, så efterfølgende kunne vi spise madpakker i solen og hygge os på en legeplads i nærheden.
Samtidig har jeg kunnet glæde mig uhæmmet over bandittens nyerhvervede Vingino jeans som jeg nærmest er småforelsket i:-) Modellen hedder Elliot og er købt på Trendsales som "næsten ny". Mærket hører jo til i den rigtig dyre ende, og jeg har da også givet et par hundrede plus fragt for dem, selvom de havde været på et par gange, men jeg synes så absolut, de er pengene værd. De er simpelthen for rå! Detaljerne er gennemførte, og de sidder bare godt - så jeg er bidt af Vingino og må ha mer!
T-shirten er jo umiskendeligt Hummel og fra sommerkollektionen, og den er også en af mine favoritter.
Som prikken over i'et sluttede dagen med et lagersalgsbesøg,men det vender jeg tilbage til:-)

onsdag den 28. september 2011

Anmeldt ved et tilfælde


Egentlig havde jeg ikke forestillet mig, at jeg skulle anmelde butikker her på bloggen. Men nu fik jeg alligevel lyst til at lave en "random shop review". Tilfældig, fordi mit valg ene og alene bygger på, hvilken webshop jeg selv senest har handlet i. Og mit valg af shop at shoppe i er egentlig også ret tilfældigt, da jeg ikke kan siges at være stamkunde nogen steder, men primært går efter at samle nogle ting og undgå fragten. Så nu kommer det til at gå ud over http://www.boozt.com, der her bliver bedømt efter kriterier, jeg selv har stillet op:-)
  • Overskuelighed på hjemmesiden: Godt bygget op med søgefunktion, overskuelige underkategorier og tilbage-knapper der virker:-)
    Deres outletkategori har en nem filterfunktion, så man kan undgå at kigge 100 babybodies igennem, når man skal finde et par bukser til en 8-årig.
    De bruger lidt rigeligt med plads på alt muligt administrativt, som fortrolighedspolitik etc, hvilket gør det svært at finde noget af det væsentligste: hvad er fragtprisen hvis man ikke køber for over 500 kr?
  • Udvalg og priser:
    Boozt forhandler både til mænd, kvinder og børn, men selv har jeg kun prøvet børneafdelingen.
    Mærker: Phister og Philina, Cupcake, Wheat, Desigual, Abeko, Mini A Ture, Lego, Hollys, Petit Bateau og Name It. De fleste mærker er repræsenteret ved et pænt stort udvalg.
    Outletkategorien indeholder kun tre af mærkerne, men til gengæld er der et bredt udsnit af størrelser.
  • Levering: 39 kr. for fragt og fri fragt ved køb over 500 kr., hvilket jeg bestemt regner for at være i den rimelige ende.
    Super hurtig dag-til-dag levering til GLS pakkeshop. Synes personligt det fungerer fint - skal alligevel som oftest hente på posthuset, hvis der leveres med Post Danmark. Men pakkeshoppen har mindre kø:-) 
Alt i alt har jeg intet at udsætte på butikken, så den får mine bedste anbefalinger med denne gang:-)

lørdag den 24. september 2011

Ej Sikke Lej holder lagersalg


Som altid ligger Ej Sikke Lej som nogle af de første, når lagersalgssæsonen begynder igen efter sommerferien. Og denne gang lover de, at det bliver endnu større, end det plejer. De er nemlig rykket ud på Kulturkajen Docken ved Nordhavn st. - dér hvor Molo også har holdt lagersalg de sidste par gange. Dårligt nyt for en Amagerkaner, men tendensen tegner til at gå i retning af, at lagersalg bliver hele events, hvor man tager mand og børn med, kombinerer med en frokost og lidt leg og får en dag ud af det. Det kræver selvfølgelig lidt bedre forhold end de rå lagerlokaler.
Det er primært varer fra den nys overståede sommer, man kan få fingre i, men der vil også være enkelte ting fra ældre kollektioner.
Efter lagersalget i København rykkes der videre  Filmbyen i Århus den 7.-10.
I modsætning til nogle mærker, der gerne vil holde deres lagersalg lidt hemmelige og eksklusive, så har Ej Sikke Lejs altid været dejligt åbne og tilgængelige, og de er flinke til at informere om det også på hjemmesiden. Så kig der, hvis du vil have flere informationer, fx. om lagersalget i Aarhus

onsdag den 21. september 2011

Så let fødes en forbrugerdrøm


Denne kjole fra How to Kiss a Frog skal nu opstøves, hvilket ikke tegner til at blive en nem opgave, eftersom den ser ud til at være udgået fra alle de online forhandlere. Suk. Og det hele startede i virkeligheden bare med, at jeg faldt over den svenske blog Kviddevitt, der er en af de få blogs, der fokuserer primært på børnemode - også med udgangspunkt i billeder af egne børn. Og lige netop billederne er bare super fine og gør en del for lækkerhedsfaktoren. Så jeg er rigtig misundelig på både kamera og ikke mindst evner:-) Resten af sættet er også rigtig fint og inspirerende, så se kjolen med tilbehør på Kviddevitt her.

fredag den 16. september 2011

Mini Rodini efterårsfavoritter




Siden jeg opdagede Mini Rodini sidste år, er det også blevet et af de mærker, jeg holder øje med. Det er  - endnu et - svensk mærke, som har eksisteret siden 2006, og som også har ret godt fat herhjemme. Designeren Cassandra Rhodin har en baggrund som illustrator og er oldebarn af en berømt cirkuskonge ved navn Brazil Jack. Begge dele skinner igennem i hendes kollektioner:-) Den seneste, AW11, som er i butikkerne nu, er inspireret af Orienten og af cirkuskaravanen med alle dens dyr. Det er en relativt omfattende kollektion, hvor man kan finde alt fra kjoler og jeans til overtøj og accesories. Jeg har udvalgt nogle favoritter: en oversize t-shirt-kjole med påfugle, en angora-sweater med panda, grå jeans og en jakke med papegøjer.

mandag den 12. september 2011

Dagens outfit


Dagens outfit fra igår er en løstsiddende t-shirt med dansende kanin, pynt og pailletter fra Mini Nümph købt på udsalg. Jeg kan godt lide både deres prints og snit, som jeg synes formår både at være søde og seje på een gang. Desværre synes jeg den blev lidt kedelig i farven allerede efter første vask, men jeg har ikke erfaring nok med mærket til at vide, om det er sådan kvaliteten er generelt.
Nederdelen er fra Milk Copenhagen og fleecetrøjen fra Molo med vantelommer og ærmehul til tommelfingeren, som faktisk bliver brugt flittigt. Skoene med de slidte snuder er fra Skofus og kun en måned gamle, men sådan går det jo:-)
Indeni er der knæstrømper fra Hennes og Mauritz. Vi diskuterer årstidens påklædning en del lige pt., for selvom den kræsne frøken er et vikinge-barn, synes jeg, vi så småt skal væk fra de bare arme og de bare ben. Kompromiset er indtil videre blevet knæstrømper, som vi aldrig har brugt før, men jeg synes egentlig det fungerer godt og ser ret sødt ud.
De ekstra ben er ikke vores:-)


Blusen fås stadig rundt omkring. Hvis man skal bruge str 104 eller 122 fås den hos
Smartkids til kun en 50'er. Min mors butik har det største udvalg af størrelser til omring 80 kr., mens Mille Fleur, hvor jeg har lånt billedet, kun har den i str. 6 og stadig til fuld pris, nemlig 170 kr.

onsdag den 7. september 2011

Vindueskiggeri på Bryggen


Når konerne i forstæderne begynder at tage en trend til sig - så er det fordi den er ved at være passé! Sådan har min mor altid sagt. Og når jeg nu står og glaner ind ad vinduet på endnu en drenge-mannequin i haremsbukser og tænker "mjahh måske" - så slår den horrible tanke mig, at jeg måske selv er blevet en del af kone-segmentet, der med lysårs forsinkelse pludselig kan se det hippe i et par slatne leggings med hængemås:-) Nu er det selvfølgelig ikke en butik i en søvning forstad, jeg står foran, men den fine lille butik Din Babushka på Islands Brygge. Men vi er dog på Amager - og jeg er ved at have alderen til at kalde mig kone:-)
Men når det er sagt, så har jeg altså alligevel, trods alt, stadig lidt svært ved at forlige mig med de famøse haremsbukser til drenge - også i denne grå natbuks-agtige version. Desværre var jeg ikke skarp nok til også lige at undersøge, hvilke mærker det er, der er udstillet i vinduet, så det må I have til gode. Din Babushka er ellers en fin lille butik med god betjening, som jeg godt kan anbefale, hvis man er på de kanter. Faktisk nøjedes jeg ikke med at kigge i vinduet, men købte disse fine røde sko fra Pom Pom på udsalg til til kun 250 kr. De fås også i drengefarver, men vist kun i de lidt større størrelser.

mandag den 5. september 2011

Slidt op


Jeg tror de fleste forventer, at drengesko får en hård medfart og bliver slidt op, før de bliver for små. Men hvis nogen skulle være i tvivl, så kan pigerne altså også! Får derfor lige lyst til at dele dette foto med jer, førend disse tidligere så smukke gule Sofie Schnoor tullesko afgår endeligt ved døden:-) Sommerens vand- og muddermængder har selvfølgelig en stor del af skylden, men man kan da i hvert fald udlede, at frøknen ikke holder sig tilbage eller tripper forsigtigt omkring i sit fodtøj. Jeg ved ikke hvilken model, vi skal gå efter til næste sommer, men jeg overvejer at afsøge markedet for noget mere terrængående:-)