Efter sin første sæson som aspirant på et rigtigt danseinstitut, har frøknen i weekenden været til sin første danseturnering. Og selvom vi havde en dejlig dag, og det var fantastisk at se et helt hold dybt koncentrerede 5-6 årige dansemus give den max gas, så var det et kulturchok for mig af de større. Ordet "danseturnering" viste sig nemlig IKKE bare at dække over en hyggelig opvisning med afslutningsvis uddeling af godteposer og symbolske medaljer til alle, som jeg troede det gjorde. Der var nemlig indkaldt ekstern dommer, der vurderede de nummererede piger efter alle kunstens regler og til sidst uddelte medaljer fra bronce til super-guld.Og selvom jeg (desværre - tror jeg nok...) ikke kan sige mig fri for at blive stolt over, at netop min dansemus præmieres med en guldmedalje, så giver hele konceptet mig hjertebanken, og jeg får klamme håndflader af at se de små pus linet op til vurdering. Er det virkelig nødvendigt, og er det gået totalt af mode bare at have det sjovt?
Heldigvis forstår min lille frøken ikke konceptet og udtalte her til aften, at hun da måtte have fået et heldigt nummer, siden hun fik netop den medalje. Og jeg har ladet hende blive i troen, så al den ros hun har fået ikke skal være til sammenligning med de andre (som helt ærligt hverken var stort værre eller bedre eller mindre ude af takt:-), men bare fordi det er fedt at blive dygtigere og modigt at stille sig op og vise, hvad man kan!
Outfittet? Selvvalgt. En cardigan er vel ikke det oplagte dansetøj, men frøknen var stålsat, og der var jo pailletter på, så...
Tylskørt: Milk Copenhagen // Cardigan: United Colors of Benetton // Strømebukser: Friends // Dansesko: H&M // Franske fletninger: Made by Mama:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar