onsdag den 10. april 2013

Katvig Lagersalg på Nørrebro




Katvig holder lagersalg, og for en gangs skyld er jeg ude med informationen i nogenlunde god tid. Det plejer at være populært. Og nu er det i Nørrebrohallen, så det lyder også stort!
God fornøjelse! :-)
 

TID
Torsdag d. 18. april 2013 kl. 14.00-19.00
Fredag d. 19. april 2013 kl. 10.00-18.00
Lørdag d. 20 april 2013 kl. 10.00-18.00
Søndag d. 21 april 2013 kl. 10.00-15.00

STED
Nørrebrohallen (Multisalen), Nørrebrogade 208, 2200 Kbh N
- Indgang fra Mimersgade ved Den Røde Plads / Superkilen
 


  • torsdag den 21. marts 2013

    Leo på leo med mere...


     
     
    Så fine ting kan man få i Hennes og Mauritz! To lækre leo-ting, en mørk og en lys, som også spiller fint sammen. Og så en anden af sommerens største trends: blondetoppen. Fint og sommerligt.
    Toppen finder du her, den koster 179,-
    Leopard-tøjet kan jeg ikke finde online, men det er fra kategorien str. 134-170 og der var flere modeller at vælge imellem med samme stof.

    mandag den 18. marts 2013

    Out running

    Banditten og jeg har indledt et løbeprojekt sammen. Kort fortalt går det ud på, at vi følger et løbeprogram over 13 uger. Hvis og såfremt jeg kan holde gejsten, udvikle konditionen og undgå skader, kan det måske-muligvis-evt. godt være, at jeg til sommer tilmelder mig en etape i Bornholm rundt. Men så skal jeg op på at kunne løbe 10 km. uden at falde om af udmattelse, hvilket jeg langt fra er sikker på kommer til at ske.
    Sønnike skal kun kunne løbe ca. 4,5 km. og takket være sin unge alder - og ikke mindst sin fodboldtræning - vil det være piece of cake for ham.
    Jeg har ventet med at investere i det helt store løbeoutfit, indtil jeg er sådan nogenlunde sikker på, at jeg ikke giver op. Nederlaget er ligesom større, hvis man også skal kyle et par løbesko til en tusse ind bagest i skabet sammen med ambitionerne.
    Men til den cool bandit, der i den grad mangler sko, har jeg købt et par super lette Nike løbesko, som jeg tænker, han også kan bruge til daglig, lige så snart sneen forsvinder. De sidder rigtig godt, og han er glad for dem. For som han sagde undervejs på vores seneste tur: "Det føles slet ikke, som om man løber med dem på. Det føles mere som om, man går ved siden af en dame." :-)


    Skoene er købt til 280 kr. hos www.smartkids.dk.

    torsdag den 14. marts 2013

    Tumble'n'dry SS13

    Kan I lide Tumble'n'dry? Jeg bliver mere og mere vild med det, i takt med at ungerne bliver ældre. Det er stadig mest drengetøjet, der hitter, men jeg gad også godt snart se den kræsne frøken i den lidt seje stil. Men der er vi ikke helt endnu :)
    Her er lidt forårs-inspirations-billeder med afslappede snit og knald på farverne.







    tirsdag den 12. marts 2013

    Gro og Petit Bateau lagersalg



    Der er en del lagersalg på plakaten for tiden. I overmorgen er der Gro og Petit Bateau i KFUM-huset i Kbh. Jeg synes, der plejer at være en del at komme efter, så jeg regner selv med at lave en hit-and-run sidst på eftermiddagen:-)

    fredag den 8. marts 2013

    Forårsoutfit

    Som alle andre, har jeg har glædet mig til at se ungerne hoppe i lidt lettere gevanter, og selvom det er bitterligt koldt i disse dage, er jeg begyndt at pakke de tykkeste sweatre væk. Selvom klædeskabet bugner, synes jeg alligevel, jeg er træt af at se de samme ting, når sæsonen går på hæld. Så må der gerne ske noget nyt! 

    Flonel-hætte-skjorte fra Tappa Nakki og sweatpants fra Molo er eksempler på det look, jeg hælder mest til, her i overgangsperioden. Synes det er cool og afslappet uden at være sloppy.

    Begge dele er fra AW kollektionerne, men man kan sagtens finde noget lignende. Skjorten kan faktisk fås endnu i enkelte størrelser hos www.smartkids.dk - eller man kan vælge en denimversion fra Petrol.
    Mht. bukserne fortsætter trenden også, så her kan man også nemt finde noget i samme stil, fx. denne model fra R.e.b.u.s. til kun 150 kr., ligeledes fra Smartkids.
    Skoene er en gammel model fra Zara.

    Den cool bandit er loaded med jeans og t-shirts, så vi skal primært på jagt efter mere sweat, mere bomuldsstrik - og flere sko.





    onsdag den 27. februar 2013

    New in








    Når jeg skriver "new in" er det ikke helt korrekt, for jeg har faktisk haft dem liggende en hel måned. Men det er det sidste stykke tøj, der er kommet inden for døren. I grunden snød jeg lid og bestilte dem i ugen op til mit shoppestop - så var der da lidt i vente at glæde sig over.
    Men faktisk er det gået over al forventning med det stop, og det har ikke været alt for vanskeligt at overholde. Planen er nu er gøre hver tredje måned shopping fri.
    Noget anderledes er det gået med min plan om at føje nul-tolerance overfor søde sager til den i forvejen asketiske måned. Hmmm...det var sværere end som så. Men det lykkedes da enkelte gange at få formuleret ordene "nej tak":-) det må jeg kunne gøre bedre.
    Men for at vende tilbage til jeansene, så har jeg fået et nærmest samleragtigt forhold til Vingino, hvilket betyder, at jeg altid er på jagt efter et godt tilbud på dette mærke. Selvfølgelig skal det også være en af de modeller jeg bedst kan lide. Prisen skal ikke over 300. Disse er fra www.hotstoff.dk, der havde dem på udsalg til 250 inkl porto. Jeg er vild med de orange neondetaljer, de uens baglommer og ellers forarbejdningen i det hele taget. Den lille strop med knapper bagpå er også en detalje, jeg altid falder for. 

    Der er masser af webshops der fører mærket efterhånden, og der kommer masser af nye modeller hver sæson. Men hvis ikke du vil bløde de 500 de normalt koster, kan det også svare sig at tjekke Trendsales ud.