lørdag den 7. september 2013

Lagersalgs-kup

I alle de mange år jeg efterhånden har rendt til lagersalg, er det aldrig lykkedes mig at lægge vejen forbi Wheat. Dels har Wheat aldrig været blandt mine absolutte favoritmærker, dels har jeg været uheldig med timingen. Men i dag skulle det være. Primære mål var at finde billigt overtøj til den kræsne frøken, så hun var med. Og der var masser! Lækre flyverdragter i yndlingfarven lilla og smarte sorte pigefrakker blandt andet. Men alligevel intet hun kunne lide! Så var hætten forkert, så var det farven, så noget der sad forkert inde i ærmerne...
Men hun fik lidt bukser og toppe, og så har jeg købt forud til den cool bandit. Jakken bliver næste års model og kostede 350 kr. Bukser og jeans kommer også på lager. 100 kr stykket var en super pris. Ensfarvede t-shirts, der altid er gode under fodboldtrøjer, kunne man få i alverdens farver til 100 kr for 3. Og så er der en strikket cap, der var et fund for en 50'er. 
Hvis vi for alvor havde manglet tøj kunne vi være blevet fuldt ekviperet for et yderst fair beløb. Der var ufattelige mængder. Overtøj til alle årstider, badetøj, accessories, kjoler, tæpper, sengetøj. Puha det var ikke kun solen på den store udendørs plads, der gjorde mig svedt!
Det kan anbefales. Der er åbent igen i morgen kl. 11 til 15. Adressen er Sundkrogsgade 25 2100 Ø.
Kan man ikke nå det, har jeg læst mig til, at der skulle komme et lagersalg mere inden Jul, så fortvivl ej...

Ingen kommentarer:

Send en kommentar