torsdag den 22. marts 2012

Forårs-shopping i Illum


Forårsfornemmelser er lig med shoppetrang for mig, er jeg bange for, så i dag lagde jeg lige vejen forbi Illum. Det var første gang siden de byggede om, så det er jo år og dag siden, jeg var der sidst. Deres børneafdeling er blevet virkelig fin og med kæmpe udvalg. Men jeg blev også, ærligt talt, nærmest lidt forskrækket, da jeg kom derop. Det er blevet så eksklusivt, at jeg følte mig noget malplaceret i mit ramponerede torsdags-outfit. Der var heller ikke et øje - jeg tror, jeg så tre andre kunder i den halve time, jeg var der, og der var meget, meget stille. Lidt besynderligt når nu Strøget ellers var myldrende fuldt.
Men nu jeg var der - og jeg havde en tohundrede-krone-seddel liggende løst i lommen - investerede jeg i en t-shirt fra I Dig Denim. Åndssvagt dyrt for en ensfarvet t-shirt, i virkeligheden! Men kvaliteten virker super lækker. Og vi har allerede både bornholmske klipper og et par lyse Soho chinos som dem på billedet til at fuldende looket, så t-shirten har længe været på min ønskeliste. 

Det andet billede er primært med tøj fra franske Finger in the Nose. Også virkelig skønt, men med t-shirts til 400 må det vente til udsalget:-) 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar