torsdag den 22. august 2013

Børnemode og bæredygtighed

Ord som børnearbejde, kemikalier og miljøsvineri er noget, der ligesom klæber til modebranchen, som doping til cykelsporten. Af samme grund kan man se, at mange af producenterne gør alt hvad de kan for at komme af med det dårlige image, og økologisk tøj er for længst blevet en integreret del af især børnemoden. I hvert fald meget mere end for ti år siden, da jeg købte mine første små sparkedragter.
Men hvor miljø-bevidste er vi egentlig hver især? I sommerferien fik jeg rodet mig ud i en lang diskussion omkring verdens sande tilstand, og hvad vi som enkeltpersoner og forbrugere egentlig selv kan bidrage med. Her fik jeg vist slået fast - ikke mindst over for mig selv - at jeg ligger i en meget blød (for ikke at sige lunken) mellemgruppe, der ikke er ligeglad med miljøet, men som bestemt heller ikke går langt for at værne om det.
En stor del af det at være en miljø-bevidst forbruger handler om økonomi og valg af produkter. En anden del handler om at indarbejde sunde vaner, hvad angår genbrug, affaldssortering og brug af vand og el osv. Og her skal jeg være ærlig at sige, at jeg ofte bliver i tvivl om, hvorvidt effekten står mål med besværet.


Og nu er jeg vist endelig fremme ved det, indlægget handler om. Jeg bliver nemlig glad i låget, når der kommer nye tiltag, som både er nemme at håndtere OG gode for miljøet. Så når Name It lancerer et nyt initiativ som I:CO vil jeg gerne bakke det op.
Fra den 8. oktober kan man nemlig aflevere sit brugte tøj i Name It butikkerne - inklusive alt det, som er blevet for gammelt og slidt til at have på.
Min rutine har i lang tid været at sælge så meget som muligt på Trendsales, og det vil jeg fortsætte med. Der er dog rigtig meget, som er svært at komme af med, og de billigere mærker som H&M og tøj fra Føtex er endt i genbrugscontaineren. Og så er der altid en (alt for stor) rest, som er så plettet og hullet og grimt, at det lander i skraldebøtten.


Men det er slut nu! For Name It lover fremover at sørge for, at det, der før landede på lossepladsen, nu kan blive nedbrudt til fibre, som kan anvendes til isolering af huse, legepladsunderlag og fyld til bamser.
Hurra, siger jeg bare, det er da smart! Og så er det helt OK med med mig, at det sikkert også er en god forretning for Name It.
Derudover agter de at donere et beløb pr. kilo tøj til velgørende formål, der kommer børn til gode.
Det vil jeg sq* gerne støtte, så opfordringen er hermed givet videre! 


Man kan læse mere om initiativet her

søndag den 14. juli 2013

Sommer i haven med Soft Gallery og Little Remix



Sommer i haven, med noget af yndlingstøjet. Shortsene er helt nye og fra Soft Gallery, købt på udsalg hos Smaahjerter.dk. T-shirten er fra sidste år og fra Little Remix, hatten fra Molo er endnu ældre. Ankeludsmykningen består af et bælte, som frøknen har fundet i min skuffe og selv har fundet på at sætte rundt om benet. Skægt, synes jeg. Den tanke havde jeg ikke selv fået, så hatten af for ungdommens opfindsomhed! :)

torsdag den 11. juli 2013

Trist konkurs


Bedst som vi var flere der gik og afventede ByKiers online lagersalg, der skulle starte den 2. juli, kom der besked via Facebook om, at det var aflyst. Der blev bare sagt noget om 'problemer', så det kunne jo i princippet være hvad som helst. Jeg havde egentlig forestillet mig, at der var tale om noget akut og privat, men nu viser det sig, at virksomheden er gået konkurs.
Rigtig trist, for ByKiers sko var virkelig både af prima kvalitet og smukke at se på. Dem kommer jeg til at savne, da netop den webshop har været en af dem, jeg jævnligt har orienteret mig i. Synd og skam, men sådan går det selvfølgelig ind i mellem.
Hvis man bor i Københavns-området, kan man stadig sikre sig nogle få af sommerens modeller i Magasin på Kgs. Nytorv.

tirsdag den 9. juli 2013

Lidt til landlivet


Det er svært ikke at blive ved med at dvæle ved udsalget. Det her indlæg er dog noget af det sidste, det lover jeg :)
Men se her, hvad man kan få af skønne ting i Zara. Det oser lidt af gule marker og doven knægt med et græsstrå i munden. Hele baduljen kan fås for 792 kr.! Det får man altså ikke meget tøj for andre steder. Ok, kvaliteten halter måske nogle gange lidt - vi har i hvert fald været uheldige med flere par bukser - men hvis man skal have lidt trendy sæsonvarer, som ikke behøver vare evigt, er det fint.
Hvis ikke man har en Zara butik i nærheden, kan man bestille varer online på www.zara.com

tirsdag den 2. juli 2013

Sandal-nostalgi



Sådan et par som de her var de allerførste sandaler, jeg købte til den cool bandit. Han var 1½ og jeg tog glad turen ned i skobutikken for at vælge et par til ham. Da han havde været igennem hele sortimentet og prøvet alt, hvad der var at prøve, stod de her tilbage som det eneste par, han kunne passe, og som sad godt på ham. Og jeg tænkte øv - han kan da ikke rende rundt i sko med spænder, det er for tøset.
Men ekspedienten talte for sin syge moster, og "vi har dem selv" og alt det der.
Og vi kom hjem med lige præcis denne her mørkebrune version - med spænder.
De sad perfekt og de holdt sig pæne hele sommeren, og jeg endte med at holde meget af dem. Derfor er det ren sandal-nostalgi, når jeg nu ser dem i butikkerne i både de klassiske farver og nye farver som gul og neon pink.

Så de kan anbefales, hvis du skal ud at købe ekstra sandaler på udsalg eller måske købe forud til næste sommer.
De laves i størrelse 20-34 og kan fås på Angulus' egen hjemmeside til 525 kr.

mandag den 1. juli 2013

Udsalg hos Pompdelux







Hvis du er til Pomdelux, så skynd dig ind og læg beslag på nogel af de skønne, romantiske varer! De kører med 50% lige nu. Vi har hapset de 3 fine items herover. Jeg handlede mens der kun var 40% nedsættelse, for jeg ville være sikker på at få jakken. Nu er den nede i 200 kr., og jeg synes den er et fund til prisen; blød i overfladen og med fine detaljer. Den fås også i både pink og sort, hvis man vil have noget mindre sart. Kjolen var ikke den model frøknen allerhelst ville have, men model Abigail med sløjfe og strut var midlertidigt udsolgt - nu har de den igen.
Hvis man har is i maven kan man vente og se tiden an. Jeg plejer at vente til nedsættelsen er 70%, og der plejer stadig at være gode ting at få :) 

fredag den 28. juni 2013

Vindueskiggeri på Bryggen


Det er altid lidt interessant at se på, hvilke modeller det egentlig er butikkerne vælger at udstille i deres vinduer. Hvad er det, de frister med - og virker det egentlig? Forleden var jeg forbi dinBabushka på Islands Brygge for lige at tjekke udvalget ud, inden deres udsalg starter.
Og her var, hvad de havde valgt at vække opsigt med i gadebilledet: Indianer-t-shirt fra Soft Gallery med halvlange shorts fra Knast by Krutter og kjole fra Bobo Choses med tørklæde fra Tumble'n'dry.

Soft Gallery er så super fint - de producerer den ene lækre kollektion efter den anden. Til gengæld er de også her og der og alle vegne efterhånden, så jeg fornemmer, at jeg selv er ved at nå et mæthedspunkt. Shortsene er jeg bare slet ikke til. I det hele taget er jeg aldrig faldet over noget hos Krutter, som jeg har måttet eje, men det er nok fordi, mærket befinder sig på den yderste retro-fløj. Bobo Choses er jeg lidt pjattet med, selvom nogle af modellerne måske er en tand for barnlige til mine halvstore børn. Og så er det utroligt småt i størrelserne. Men sjovt nok er kjolen på billedet en model, jeg nok ikke ville have kigget nærmere på, hvis jeg bare havde set den hænge på et stativ. Men med en gine inden i og stylet med tørklædet blev den pludeslig interessant (købte den dog ikke:)). Tørklædet er måske det allerfineste i vinduet, men koster også 150 kr. Lidt pebret til at barn, der sandsynligvis forliser det i skolen:)
Så jeg købte ikke noget, men fik da et styling tip med hjem. Og lur mig, om ikke jeg lige skal forbi en af dagene og se, om de har sat kjolen eller tørklædet ned. Det virker, det der med udstillingsvinduerne!:)