tirsdag den 26. februar 2013

Skal - skal ikke?

 
 


 
I vinterferien faldt vi over disse Ecco-sko til den cool bandit på udsalg  i en skobutik i Rønne. Og shoppestop eller ej, så var jeg på nippet til at købe dem, af den simple grund, at han er helt nede med årstidspassende fodtøj. Disse er med et ganske tyndt foer, men med goretex, så jeg forestiller mig, at de kan bruges til hen på foråret og igen i efteråret. Uheldigvis var det ene par, de havde i butikken, et nummer for store til ham.
Derfor har jeg ledt med lys og lygte på nettet efter præcis denne model. Nu står jeg så i det dilemma, at jeg kan få dem til 650 kr. i hans størrelse - hvilket kun er en besparelse på 150 i forhold til den oprindelige pris. Eller jeg kan købe et par til 400 kr inkl. porto, som er præcis samme størrelse, som dem vi oprindeligt faldt over. Eller jeg kan vente og se om der kommer en yderligere nedsættelse på den rette størrelse. Eller jeg kan helt lade være med at købe dem.
Men helt lade være med at gå og spekulere over det, kan jeg ikke:-)
For syv søren, så beslut dig dog, menneske!
 
 

lørdag den 16. februar 2013

Javel, Fru Statsminister!

Vi er blandt de sikkert få i landet, der har en fastelavnsfest til gode. Den holder skolen nemlig først i morgen, når alle ungerne er tilbage fra vinterferien. Og "til gode" er nok i virkeligheden forkert udtrykt, for den ældste af de aktive fastelavns-deltagere ville i virkeligheden allerhelst undvære den årlige begivenhed. Faktisk så han sig så gal på projektet sidste år, at han proklamerede, at han ville gå efter statsministerposten og derefter helt afskaffe denne ellers meget børnevenlige tradition. Hvad kunne derfor være mere oplagt som årets udklædning, end et statsministeroutfit. Derfor den røde jakke! Fundet for en 50'erne i H&M og en af grundsubstanserne i det Helle Thorning kostume, der er under planlægning til i morgen. Dertil er indkøbt nylonstrømper, miniskørt og lang lys paryk. Nu mangler vi kun at producere en valgplakat - der lover afskaffelse af fastelavn.
Tror ikke der er så mange stemmer i det. Men vi får se, Fru Statsminister!



torsdag den 14. februar 2013

Boys SS13



Vi holder vinterferie med fuld knald på brætspillene, snemandsbyggeriet og de lange gåture i skoven, så jeg har ikke fået plejet bloggeriet. Samtidig har jeg jo lovet mig selv et shoppestop i hele februar måned - hvilket forøvrigt går rigtig fint her på 14. dag - så der er ikke meget at skrive hjem om:-)
Men jeg har alligevel kigget lidt af det nye forårstøj ud og sammensat lidt favoritter til drengene blandt de nyheder, jeg har fundet hos www.houseofkids.dk
Leopardskjorten fra Mini Rodini synes jeg er helt fantastisk, og det samme gælder læderjakken. Hvis ikke den cool bandit var så jäkla dårlig til at holde styr på sit overtøj, så ville jeg være ekstremt fristet. T-shirten fra Scotch Shrunk fik det også lige til at gibbe i mig, for hold da op en fræk laksefarve til drengene. Hele deres kollektion er faktisk super skøn - også den til pigerne, der hedder Scotch R´Belle. Men desværre er den jo heller ikke helt billig.
Men inspirationen er i hvert fald gratis, og måske bliver der råd til en del eller to i løbet af sommerhalvåret:-)

mandag den 4. februar 2013

Camouflage - man har en mening...


Øverst: Eastpack rygsæk 500 kr.//Molo vinterjakke 540 kr.//Jeff 2 stk boxershorts 100 kr.
Nederst: Jeff bukser 200 kr.//D-Xel jumpsuit 300 kr.//Molo støvler 280 kr.
Ja, hvad mener I andre - er camouflagetøj til børn smart eller klamt? Uforbeholdne meninger efterspørges. Jeg har nemlig selv brugt de første ca. 8 år af bandittens liv på at være indædt modstander af sammenkoblingen mellem børn og krig, død og ødelæggelse. Altså lige indtil han selv kom og sagde, at han var vild med army print. Så gik jeg all in og tænkte WTF - det er jo bare mode!
Eller er det? Som I nok kan høre, er jeg ikke 100% overbevist om, at jeg bare kan kaste det hen i kassen mærket "tekstilprint", uden også at lægge det over i den der hedder "signal". Og hvis der er et signal. jeg ikke vil sende, er det der dér "støt-vore-soldater-og-giv-den-gas-i-Afghanistan", som måske er den stærkeste association i disse tider.

På den anden side, så er camouflageprintet jo her og der og alle vegne, så egentlig oplever jeg selv, at signalværdien er blevet udvisket.
Nu hamrer det også ind til pigerne, og ja, den kræsne frøken har også allerede høstet sit første item i form af denne nederdel fra Name It, der hører til de nye forårsvar.


Hvis man er til det, er der meget at få til udsalgspriser stadig væk. Jeg kan dog ikke anbefale støvlerne fra Molo som det primære vinterfodtøj. De bliver nemt våde, fnuldrer indeni og bliver også nemt trådt skæve.

Tøjet er bla. set hos www.kids-world.dk og www.smartkids.dk men fås flere steder til lidt varierende priser, så det kan betale sig at se sig for.


, 

tirsdag den 29. januar 2013

Oii - svensk shop med stort udvalg



Det er ikke så tit, jeg laver indlæg om bestemte butikker eller webshops - og det er bestemt ikke noget, jeg bliver betalt for at gøre. Men en gang i mellem kan det jo være rart at få et tip om en butik, man måske ikke selv er faldet over - og jeg ved ikke, hvor mange af jer, der kender svenske Oii? Læsere af svenske blogs vil garanteret være støt på den, men nu har de også fået en dansk hjemmeside, og reklamerer endda med, at de sender fragtfrit i DK. Jeg har ikke selv handlet hos dem, så jeg vil hverken anbefale dem eller det modsatte. Grunden til at jeg nævner dem er, at de har et kæmpe udvalg - også af mærker, som er rigtig svære at finde i danske butikker. Fx. har de et virkelig stort udvalg af The Brand, som ellers ikke for alvor er slået igennem i Danmark endnu. Derudover finder du andre svenske mærker som Shampoodle, Geggamoja, Monamici, Rockefella, How to kiss a frog, Anive for the Minors, Modeerska Huset og Livly, hvoraf flere er nærmest umulige at opstøve herhjemme. Hvis man så lige vil have lidt Molo eller Wheat med, så har de såmænd også det. Det rigtig sure - set med mine øjne - er, at langt de fleste styles kun fås op til str. 8 år, så det er ved at være sidste udkald, hvis jeg skal nå at have noget derfra til mine unger. Men hvis I har mindre børn, så tag et kig derind. Og vend gerne tilbage og sig, hvad I synes.

torsdag den 24. januar 2013

Forårsfristelser fra Finger in the Nose

Er I stadig ved at ribbe de sidste udsalgsrester - eller venter I allerede på varmere vinde? Personligt er jeg stadig på udgik efter de uldne sweatre og de gode tykke sokker. Men jeg kan da godt drømme lidt om forår - og om det skønne lette tøj, vi skal have på. Jeg har valgt et par billeder ud fra franske Finger in the Nose's SS13 kollektion. Det var dem, der lavede nogle af de flotteste foto-print af vilde dyr sidste sommer. I år står den, som I kan se, blandt andet på etnisk mønster Indian style og afslappet chino-stil til både drenge og piger. Jeg er ikke lige vild med alle farvekombinationerne, men kan godt lide at der er lidt knald på.
Finger in the Nose forhandles ikke så mange steder i DK, men www.ankerliving.dk og www.prinsesserogpirater.dk har lidt, og Illum i København fører det også. De nye forårsting er dog ikke landet endnu.


torsdag den 17. januar 2013

What else is new?

Ja, hvad er der egentlig sket på de par måneder, hvor jeg ikke har været så flittig til at producere blogindlæg. Jeg har i hvert fald ikke været lige så sløv til at shoppe. Og lige så stille er der sket et stilskift i den kræsne frøkens garderobe i takt med, at jeg også har ladet hende vælge mere selv. Måske også påvirket af  stilen hos de større piger i skolen. Næsten væk er i hvert fald de evindelige tylnederdele. Og bukser er genindført efter 5 års fravær! Dog indtil videre kun i bløde versioner. Og de skal hedde noget mere end bukser - altså sweatbukser, glimmerbukser eller haremsbukser. "For hvis de bare hedder bukser, så vil jeg jo ikke have dem på, vel?". Nåh, nej :-)

Her er lidt bukseinspiration - og det meste er udsalgskøb.



Skønne sweatpants med fjer fra Little Remix. Er fra vinterkollektionen og på udsalg nu.


De såkaldte glimmerbukser - fra Name It. Findes også i sort version.



Ok ikke en buks men et par leggings. Men jeg synes Molos Crazy Leopard print er så fedt og er så glad for, at de er faldet i frøknens smag. Illum har 50% på alt Molo for tiden, blandt andet disse.
Shorts købt på udsalg - også fra Name It.

Og måske ender jeg endda med at få hende i disse, selvom hun ikke er helt overbevist endnu. Købt hos Pompdelux med 70% nedsættelse. Slutspurten kører stadig, så det er værd at kigge forbi.