Som nævnt fik jeg en intro til mærket AlbaBabY, da jeg var på børnetøjsmesse i torsdags. Jeg havde allerede læst flere begejstrede omtaler, men kendte ellers ikke så meget til mærket. Det henvender sig til retro-fans og er nok noget af det, som ligger allertættest på 70'ernes originale look. "Inspired by my own childhood" er da også den undertitel, designeren Majken Banke har givet sit mærke. Selvom jeg ikke selv hælder så meget til retro - eller måske bare er vokset fra det i takt med at børnene er blevet større - så kan jeg godt lide den down-to-earth naturlighed, som AlbaBabY står for. Og en del af det ligger i historien om, hvordan det blev til. Det begyndte nemlig med lidt salg af de hjemmesyede selebukser på Trendsales, og for hver gang efterspørgslen blev for stor, rykkede forretningen et niveau op, indtil designeren til sidst besluttede sig for at skippe sit arkitektstudium og blive selvstændig i børnemode-branchen. Et kæmpe spring ud i usikkerheden, som jeg tror man næsten ikke kan lade være med at blive fascineret af. Men den historie er faktisk allerede skrevet. Bloggeren Anna Svenning har mødt Majken Banke til et stort interview i hendes systue i Århus, som du kan læse på hendes blog LaRaLiL lige her:-)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar